Vancouver - Richmond - Airport - så går det hjemad

Lidt i seks og med fem minutters intervaller, ruskede rejsevækkeuret, mobiltelefonens alarm og hotellets morgenvækning liv i os. Vi havde lidt rejsefeber, for der var så mange ting, der skulle klappe den sidste dag. Vi havde pakket kufferten, inden vi gik i seng, så starten på dagen skulle blive så rolig som muligt. I hotellets restaurant var der allerede travlhed, vi kunne fornemme, at personalets stress niveau var på vej op. Men som altid fik vi ret hurtigt anvist et bord, så vi kunne gå i gang med den traditionelle ”continental breakfast”. Vi havde også forberedt os på en meget lang rejse dag.

Lige fra vi hentede vores lejebil hos AVIS i Vancouver, har vi været usikre på, hvordan og hvor vi skulle aflevere den i lufthavnen. Selvom vi gjorde os store anstrengelser for at få en brugbar beskrivelse, da vi hentede bilen, var det eneste svar, at vi bare skulle ”drive the Grant McConachie Way and follow the sign Car Rental Return”. Han fastholdt, at det var nemt, og det var det nærmeste, han kunne komme. En lille skitse ville have gjort underværker på det tidspunkt. Men vi skød det fra os. Det skulle nok gå. Turen var lige begyndt.

Men nu stod vi her, og bilen skulle afleveres om mindre end to timer, og der var rigtig mange veje. Men vi fik uventet hjælp af en medarbejder, som koordinerede hotellets bustransport til lufthavnen. Han kunne godt se, at vi var noget usikre på, hvordan vi skulle finde frem til AVIS i lufthavnen. Hans løsning var simpel, for han foreslog, at vi fulgte efter en af busserne, og når vi så de blå skilte med ”Car Rental Return,” skulle vi bare følge dem.

Det viste sig at være meget enkelt, og efter fem minutters kørsel, var vi ude på Grant McConachie Way på vej mod lufthavnes parkeringsanlæg. Chrysleren bliv vemodigt afleveret i parkeringskælderen, hvor to venlige AVIS medarbejdere tog imod os. Den bliv afleveret rettidigt, og med deres hjælp, var vi på vej mod afgangshallen.

Vancouver Internationale lufthavn er rigtig stor. Så det tager lidt tid at finde rundt. Men vi var i god tid, og vi fik afleveret vores bagage og udleveret boardingkort til rejsen. Det er en fascinerende oplevelse, at træde ind i et multikulturelt rejsemiljø. En kakofoni af mennesker ”på vej” til et eller andet sted i verden. Koordineret af afgangshalens mange gates, der sømløst leder rejsende på rette vej. Gates fyldt med forretninger, der i overflod udbyder varer, man ikke har brug for. Som fx en forretning der havde specialiseret sig i, at sælge højhælet sko fremstillet af chokolade.

Der var afgang til Toronto kl 12.00 med Air Canada. En indenrigs flyvetur på fire en halv time ventede os. Det er som fra København til Las Palmas på Gran Canaria. Canada er verdens andet største land. Vi købte nogle sandwich hos Starbucks i lufthavnen, så vi havde lidt at spise på flyveturen. Vi havde hørt, at der ikke var meget at købe ombord, men rødvin havde de heldigvis.

På vores rejse rundt i Britisk Columbia og Alberta mødte vi kun nogle få danskere. Og dem vi hilste på var over for at besøge familie. Vi mødte ingen, der kun var der for fornøjelse og oplevelse. På flyet til Toronto mødte vi fx en dansk emigrant – han var læge i Toronto og boede ved Lake Ontario. Han var kommet til Canada som 13 årig sammen med sine forældre. Vi kunne se, han var glad for at møde nogen, han kunne tale dansk med, hvilket han gjorde perfekt. Han fortalte, at han stadig havde venner og familie i Danmark. Det lød som om, han var faldet godt til, og havde et godt liv i Canada.

Forbavsende så hurtigt tiden gik på flyvningen fra Vancouver til Toronto. Det var dejligt at have et afbræk i rejsen på halvanden time, før vi skulle videre. Og så havde vi allerede lagt tre tidszoner bag os.

Vi fortsatte vores rejse og forlod Toronto planmæssigt til København. En flyvetur på 7 timer og 40 min. Som på alle oversøiske flyvninger havde Air Canada en god forplejning og en meget fin service på hele turen. Så turen gik lige så stille og roligt med at spise, slappe af, læse og se film. Uret blev stillet om til dansk tid. På den indbyggede skærm i ryglænet kunne vi følge vores færd. Forbi sydspidsen af Grønland, videre hen over det nordlige England og det sidste stykke ind over Danmark.

Dagslyset og solen gjorde sit til, at det blev en dejlig dag. Klokken 10.45 tog vores Airbus 330 - 300 fat i landingsbanen i en let glidende bevægelse i Kastrup. Kort efter gik vi ind i gaten, der førte os til ankomsthallen, paskontrollen og bagagebåndet.

Dejligt at være hjemme igen. Vi kunne se, at Danmark havde forberedt en flot dansk sensommerdag. Vi fik hurtigt bagagen og forlod lufthavnen. Efter en time med regional og S-tog var vi på Hillerød station, og taxa kørte os de sidste kilometer. En lang rejse og en fantastisk tur rundt i det vestlige Canada var slut. Vi var hjemme. Alt var gået som planlagt og mere til. Vi har fået mange dejlige oplevelser til vores samling af ekstraordinære minder.

Nu er det tid til at reflektere og glæde sig over de indtryk, vi har fået på rejsen rundt i dette fantastiske og storslåede land. Hvor alt er i overstørrelse, og der ind imellem er 80 km ned til supermarkedet, og en villavej nemt kan være 35 km lang. Og hvor et normalt hotelværelse har to 4 kvadratmeter store dobbeltsenge med otte hovedpuder.

Vi har ikke sovet de sidste 30 timer. Et døgn er lagt til , og nu er det fredag den 27. september. Så vi trænger til at få lagt de 9 tidszoner og tidsforskellen bag os, så vi kan få hvilet ud. I vores rejseplan står der, at det tager et døgn for hver tidszone, så om en god uge, er vi friske igen. Så kan vi begynde at planlægge nye eventyr, mens vi ser solen gå ned over Frederiksborg Slot og Hillerød by.

Vancouver - morgentur i Victoria og besøg i Butchart Gardens

Det er tid at tage tilbage til fastlandet og Vancouver forstaden Richmond, hvor vi skal være den sidste nat, inden vi flyver hjem i morgen.

Men inde vi forlod Victoria, skulle vi lige en tur ud i byen og nyde morgenstemningen, og gå en sidste tur i downtown. Der var et par ting, vi ikke nåede at se på turen i går. I Johnson Street ligger en bagerforretning, som hedder Willie's Bakery & Cafe. Det skulle være byens ældste med rødder tilbage i 1887. Vi havde hørt, at den skulle være noget særligt, så den måtte vi se. Den var imidlertid ikke så nem af finde, og det var først den tredje, vi spurgte, der havde hørt om bageren. Forretningen fandt vi nede ved vippebroen, forenden af Johnson Street. Det viste sig, at være en almindelig bager med et konditori indrettet i gammel klassisk stil. Men sådan er reklame nogen gange.


Vi forlod hotellet og kørte mod Swartz Bay, hvor vi skulle sejle over til Tsawwassen. På vejen besøgte vi Butchart Gardens, som ligger halvvejs mellem Victoria og færgeterminalen. Det er en usædvanlig smuk botanisk have, som er anlagt i og omkring et gammelt stenbrud. Siden starten i 1904 har der på 22 hektar været passet og plejet blomster og træer med enestående dygtighed. Haven fremstår i dag som et eksempel på stor havekunst, året rundt. I sær for blomsterelskere. Men også for dem, der bare godt kan lide noget smukt at se på, er Butchart Gardens et blomsterparadis, med en imponerende havearkitektur.

Færgeturen fra Horseshoe Bay til Nanaimo havde lært os, at komme i god tid og reservere plads. Og vi havde yderlig fået det råd, at komme mindst en time før afgang, selvom man har reservation. Så denne gang var vi velforberedte til overfarten.

Vi forlod Swartz Bay med BC Ferries midt på eftermiddagen. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Halvdelen af den knapt 2 timer lange sejltur fra Swartz Bay til Tsawwassen byder på en skærgårdstur, der går i zigzag mellem skovklædte øer og ru klippeskær, så der var nok at se på.

Tilbage på fastlandet skulle vi finde vores hotel i Richmond. Vi viste, at hotellet lå i nærheden af lufthavnen, men præcist hvordan vi skulle finde det, viste vi ikke. Så det var med nogen spænding, at vi satte GPS til at klare opgaven, da vi forlod færgen.

Med GPSéns gebrokne kommandoer som hjælp, fandt vi ubesværet rundt på de stærkt trafikerede veje, og efter ca 40 min. holdt vi foran hotellet. Det var var et mirakel. Vi havde aldrig fundet det så let uden GPSén.

Victoria – bjørne på laksefangst og turen til den engelske by

Vi var tidligt oppe i dag. Vi regnede med at bruge ca 5 timer til Victoria. Men vores planer måtte ændres, da vi ved morgenbordet fik information om, at der var set sorte bjørne i området. Det var ikke så langt fra, hvor vi boede, og der ville være gode muligheder for at se dem i dag, når de ved tidevandskift, forsøger at fange laks, der trækker op i floden, hvor de holder til.

Da vi ikke havde set bjørne på vores tur, ville det måske være vores sidste chance for at se dette natursceneri. Så da vi forlod Torfino, kørte vi til Ucluelet hvor Thornton Creek Hatchery ligger.
Der var andre, der havde hørt om bjørnene, så vi var ikke alene.

Da vi kom, gik to bjørne allerede nede ved flodbredden og ventede på, at tidevandet skulle skifte, så laksene kunne trække op i floden. Vi var der en times tid, og fik set bjørne på tæt hold, men desværre var der ingen laks, de kunne fange, mens vi var der.

Så gik turen ellers mod Victoria, og med et par pauser undervejs, var vi fremme sidst på eftermiddagen. Vi fik hurtigt tjekket ind på et dejligt hotel, som lå centralt for alt.

Vi havde hørt meget om husbådene og det specielle miljø, som er ved Fishermans Wharf, og at man hos Barb´s kunne få rigtige engelske Fish & Chips. Så vi prøvede en lille portion.

Der fra gik turen langs havnepromenaden, forbi Parlamentet som var flankeret af en meget stor totempæl. Fra Parlamentet passerede vi Royal British Columbia Museum og det fornemme The Empress Hotel, der er kendt for sin tradition med “Afternoon Tea” og et stort kagebord.

Turen fortsatte videre mod downtown for at få en fornemmelse af livet i den utroligt smukke by. På vejen dertil, så vi solen gå ned over havnefronten i et væld af gyldne farver. Desværre for os nåede vi ikke at se så meget af downtown, for her lukker forretningerne, som man gjorde i gamle dage.

Det ville have været dejligt med en dag eller to mere i Victoria, så man rigtig kunne tage byen til sig. Det er en by, der rummer en hel ferie.

Det har været en lang og dejlig dag med mange oplevelser, så vi sluttede af med en super god middag på hotellet.

Tofino – strandtur, skiftende vejr og en tur på havnen

Utroligt at vågne til en flot og solrig morgen. Efter den krævende tur til Tofino i går, var det forunderligt at opleve, hvordan den flotte natur er i pagt med det skiftende vejr. Naturen,solskinsvejr, gråvejr og regnbyger er del af magien ved at være her.
Flere af hotellets gæster betragter vejret og naturen som den væsentligste kvalitet ved at være her. Selv Lodgen lægger vægt på det forunderlige vejr ved at stille regnfrakker og gummistøvler til rådighed for dem, der gerne vil trave langs stranden i det omskiftelige vejr.

En anden kvalitet ved stedet er, at de kun serverer økologisk og hjemmelavet mad. Hvem kan sige nej til et morgenbord, hvor der er kvalitet over hele linjen. Det er skønt at sætter tænderne i hjemmebag, der lige er taget ud af ovnen, det løfter stemningen blandt de spisende gæster.

Det samme koncept gentager de til aftensmaden. Der er ikke en egentlig restaurant, men man kan tilmelde sig dagens middag inde kl 16. Og så er der hjemmebagte småkager til aftenkaffen.

Den tilbagelænede holdning som Tofino har, så vi her til morgen hvor et opslag bekendtgjorde, at elselskabet ville lukke for strømmen i hele området mellem kl. 8 og 16.30. Så kl 08.15 var det slut med Internet og lys. En stor lettelse sagde nogen. Her tager ting den nødvendige tid. Som lovet var der lys igen som planlagt. Gad vide hvordan man ville reagere i Hillerød, hvis man gjorde det samme der.

Jette havde fået et tip, at vi skulle gå ned gennem parken med de høje og gamle træer og gå langs den store strand. Helst om formiddagen hvor det var lavvandet. Det skulle være en fin oplevelse, at se de store bølger, mærke vinden og se surferne boltre sig i havet. Så op ad formiddagen og i solskinsvejr tog vi regnfrakkerne på og gav os afsted. Vi kunne lige så godt indstille os på ,at der ville komme nogle byger. Turen på stranden var dejlig, og vi nød at gå i den friske luft i det skiftende vejr.

Hen på eftermiddagen kørte vi en tur til Tofino by, som også er centrum for det lokale fiskeri, og den turistindustri der bærer hovedparten af den lokale økonomi. I receptionen havde de fortalt os, at det var godt at spise hos Jacks som lå på vejen og tæt på byen.

Der spiste vi sent frokost, og fik en Jack Burger og en Club Sandwich. Det er vel overflødigt at komme ind på størrelsen. Men vi kom igennem dem.

Vi har haft en fantastisk dag, hvor vi har været rundt at se den meget specielle og utroligt flotte natur, som er her. Det er et sted der kræver mindst to dages opmærksomhed og gerne flere. Det er et dejligt afslappende sted, hvis man er til flot natur og Tofino vejr.

Tofino – masser af regn og krævende bjergkørsel

Det ser ud til, at vi er på vej ind i en periode med køligere vejr. Skyerne hang tæt og lavt over Whistler, da vi forlod byen i silende regn. I dag skal vi til Tofino på Vancouver Island. Det er en temmelig lang tur med en indlagt sejltur over Georgia strædet. Vi havde regnet med, der ville være en del at kigge på undervejs. Men den tætte regn og de lavthængende skyer gjorde hele turen ned til Squamish og videre til Horseshoe Bay til en trist affære. Der er ellers rigtig mange højtliggende udsigtspunkter langs vejen, så det vil helt sikkert være en drømmetur, når solen skinner.

Vi skulle sejle fra Horseshoe Bay til Nanaimo på Vancouver Island. Så vi var noget spændte på, om vi kunne finde færgelejet. Vi havde en fornemmelse af, at det ville blive lidt besværligt, når vi kom fra Whistler siden. Det skulle vise sig at holde stik. Afmærkning og tilkørslen er temmelig rodet, og det lykkedes da også at tabe tråden lige som vores GPS. Heldigvis fik vi hjælp af en meget venlig mand. Så vi fandt hurtigt, den rigtige vej til færgelejet. Desværre lidt for sent til den planlagte afgang. Så det kostede os to timer ekstra ventetid.

Men midt på eftermiddagen var der plads, så vi kom med. Vi var overrasket over, hvor stor færgen var, og hvor mange passagerer, biler, autocampere og trucks den rummede. Forbavsende meget trafik på den tid af året, der ellers er lavsæson.

De har en WhiteSpot familierestaurant ombord, og er kendt for at servere god mad til overkommelige priser. Så vi fik laks og kylling som en kombineret frokost og aftensmad.

Kvart over fem kørte vi fra borde i Nanaimo, med udsigt til en 200 km lang køretur mod Tofino. En flot og imponerende men lang snørklet og krævende vej. Det blev en ca.3 timer lang køretur i bjergene, hvor det gradvis blev mørkere og vejen smallere. Med op og nedstigninger på 18 procent. Til tider så mørkt og smalt, at vi kun kunne køre 30 km i timen.

Det blev en tur, vi sent vil glemme, men vores GPS viste vejen i mørket. Regnen var stoppet og stjernerne glimtede over os i den friske og klare luft, da vi var fremme. Vi var glade og lettet, da vi forenden af den lange vej kunne parkere foran Middle Beach Lodge, At the Beach.

Hjemmebagte småkager og varm chokolade stod klar til os. Det var lige det, vi trængte til efter en meget lang og krævende rejsedag. Dejligt at falde i søvn til lyden af bølgebruset fra Stillehavet.  

Whistler – en flot, aktiv og levende by

Det støvregnede lidt her til morgen. Men med alt vejr, og især i bjergrige egne skifter det nemt. Hen på formiddagen forsvandt mange af skyerne, og solen kom frem. Ud af vinduet fra vores hotellejlighed kunne vi se, at der var begyndt at komme mange mennesker på gågaden. Så vi gik en tur for at se byen an, kigge på forretninger og hvad der ellers var.

Man får en fornemmelse af at befinde sig i en europæisk alpeby, når man færdes. Der er nok god grund til at holde fast ved den tanke og huske på, at byen fik en renæssance i forbindelse med det Vinter Olympiske og Paralympiske Vinterleje i 2010. Ved den lejlighed blev byen gennemgribende sat i stand, så den i dag er en flot og velfungerende by.

Selv om Whistler er mest kendt som skisportssted, kan vi se at sensommeren også tiltrækker mange, der vil vandre og cykle i de fantastiske bjerge som omgiver byen. Den nærmest summer af mennesker i alle aldre og nationaliteter, Især besøger mange unge fra Australien Whistler, fortalte den unge tjener i hotellets restaurant. Hun kom selv derfra.

I det hele taget er byen livlig og levende at færdes i. Måske fordi de fleste af gaderne er indrettet kun for gående. Det giver en helt speciel stemning, når alle motoriserede køretøjer er væk fra gadebilledet

Vi havde fra første dag lagt mærke til, at der kom mange glade mennesker af begge køn i alle aldre, trækkende med avancerede mountainbikes iført hjelm og udstyr, samt masser af mudder. Men vi kunne ikke se, hvor de kom fra. Så det endte med, at vi gik mod strømmen af mudrede mennesker og fandt ret hurtigt kilden til alle løjerne. Det viste sig, at en af skihejsene var bygget om til at tage både cykler og mennesker med op i Whistler Mountain. Hvor langt de kørte op, fandt vi ikke ud af. Men vi kunne se, når de kom kørende ned af de præparerede baner i et voldsomt tempo. Det var ret sjovt at følge vovehalsene, som næsten alle slap godt fra turen uden af vælte.

Vi havde længe gået og talt om de store canadiske bøffer. Så i aften skulle det være. Det blev til en ”lille bøf” på 240 gram på Ric´s Grill, som hører til hotellet. For de meget sultne var menukortet programsat med kingsize bøffer på 460 gram.

Whistler – Indianerland, Fraser Canyon og runaway lanes

Den tidlige morgensol spejlede sig i 108 Lake og hele horisonten stod krystalblå med små striber af hvide skyer. Der var rigtig prærie stemning, da vi spiste morgenmad og hjemmelavede vafler.

Vi havde bestemt os for at at tage tidligt afsted. Turen til Whistler er lang og med meget bjergkørsel. Vi ville have god tid, for der er meget at se. På den første del af turen flugte vi den gamle guldgraverrute ned forbi Clinton. Selvom der ikke er meget at se, af den voldsomme aktivitet fra dengang, så har guldgraverne sat sit præg på området.

Midt imellem Clinton og Cache Creek svingede vi ind på Pavilion road (Hwy 99), som ad en snørklet vej førte os op over Mount Pavillion med udsigt til flotte bjerge. Dejligt at vejret var godt,

for turen på den smalle vej kunne have været udfordrerne, hvis det havde regnet. Området vi kørte i, tilhører det folk canadierne kalder ”First Nation People”. Dvs. oprindeligt indianere. Det var tydeligt, at levestandarden her ikke var, som vi var vant til at se.

Fra Pavilion følger vejen Fraser Canyon hvor floden Fraser løber. Det er Canadas tredje længste flod, som efter at have slidt sig igennem bjergmassiverne 1370 km, har sit udløb ved Vancouver. Her udspiller der sig hvert år et fantastisk laksefiskeri fra midten af september til begyndelsen af november.

Fraser Canyon har en flot og imponerende natur, og der er meget at se. Men det er alligevel trist, at man har valgt at føre massive mængder af højspændings ledninger gennem bjergene lige her. Man får nemt det indtryk, at man kører igennem et industriområde, selvom det ikke er tilfældet.

Lillooet var omdrejningspunktet for guldgraver feberen og 0 mile house, starten for ruten til Barkerville. På den tid var Lillooet den største by vest for Chicago og nord for San Francisco, og det siger noget om den tid. I dag er det bare en mindre provinsby, der forsøger at klare sig. Vi besøgte bymuseet, og fik nogle tip for vores videre færd mod Pemberton. Guiden gjorde os opmærksom på, at turen var udfordrende på grund af de voldsomme stigninger og især nedstigninger. Vejen falder mange steder med 13 %. Så det var vigtigt, at være opmærksom på bremser og automatgear, som nemt kunne løbe varme på ruten. Efter at have spist frokost, kørte vi videre med ny chauffør. Jette ville gerne have afløser på den del af turen.

Det blev en krævende tur. Jeg tror aldrig, at vi nogen sinde har kørt i så varieret terræn. Turen op var enkel nok, men lidt af en prøvelse, at køre det lange træk ned forbi Duffey Lake og videre til Pemberton. Og at man skulle tage rådet fra Lillooet alvorligt var tydeligt nok. Flere steder var der på nedturen risikoskilte med anvisninger og vigepladser, hvor man kunne tjekke bremserne. Mange steder var der ”Runaway Lanes”. Dvs. stigende vejbaner der kunne svinges ind på, hvis bremserne skulle svigte. Så vi fik prøvet kræfter med Chrysleren ved den lejlighed. Men vi kom sikkert til Whistler. Vores gode ven GPSén førte os sikker til The Chrystal Lodge, der ligger lige midt i byen. Meget stort og flot hotel i gå afstand til alt, med opvarmet parkering i kælderen. 300 kr. for 2 dage.

108 Mile House – en tur på golfbanen og 108 Lake

Vi har stadig det gode vejr med os, så efter vi havde spist morgenmad kiggede, vi lidt rundt i området. Jette havde dagen før set en T-shirt i receptionen og fået oplyst, at der var mere at se på i golfspillernes Proshop. Så formiddagen startede med at se på tøj. Det endte da også med et køb.

Og så ned mod søerne, som hører med til Ressortet. Det er rigtig september vejr, når det er bedst. Natur, frisk luft,spredte skyer og sol. Hvad mere kan man forlange. Det var også dejligt med lidt motion oven på besøget i The Hanger i går aftes.

På vejrudsigten havde vi set, at der måske kom omslag i vejret hen på eftermiddagen. Så det var dejligt, at vi var kommet afsted i god tid. På vores vandretur mødte vi en dame, som vi spurgte tilråds om området og vandrestierne omkring søerne.

Hun var meget hjælpsom og fortalte om stierne, det rige dyreliv og nævnte også, at bjørne for tid til anden besøgte området. Det var derfor, hun altid havde en solid vandrestav med sig, når hun gik tur langs søerne. Jeg tror hun kunne se, at vi blev lidt urolige over den oplysning, for hun tilføjede hurtigt, at der hende bekendt, ikke var nogen bjørne for tiden. Den eneste dyre aktivitet der var nu, kom fra små grupper rådyr, der drev rundt i området. Og så selvfølgelig en solid bestand af canadagæs, som holdt til ved søerne.

Efter turen rundt om søen gik vi tilbage til Ressortet. På vejen så vi en pølsevogn opstillet midt på golfbanen, så trængende spillere kunne få lidt at spise. Vi tog chancen og købte et par canadiske hotdogs. Lidt specielt, men vi syntes, det hørte med til at være her. Og hotdoggen var rigtig god.

Sjovt at stå ved pølsevognen og se golfspillerne køre rundt i deres små golfcaps. Ingen kunne drømme om at gå de 18 huller. Her kører man fra hul til hul. Motion er noget der foregår i fitnesscentret.

Dejligt, at vi nu er kommet så langt i ferien, at vi har tid til at gøre længere ophold, og give os bedre tid til at se os omkring.

100 Mile House –The Fishing Hwy, på vej til guldgraver ruten

Vi sagde farvel til værtsparret på Helmcken Falls Lodge og fortalte dem, at stedet mindede os meget om Norge, hvor vi havde holdt ferie igennem 30 år. Så vi følte os straks hjemme. Meget afslappende, havde vi nyt den friske og kølige luft om morgenen med rimfrost på græsset.

Da vi fortalte dem, at vi skulle videre til 100 Mile House, sagde de, at turen ad Highway 24 var en meget fin tur, og havde fået tilnavnet The Fishing Highway. Vejen fulgte og passerede 100 fiske søer, så der skulle være meget at se på. Det satte vores forventninger lidt i vejret, da vi forlod stedet. 

På vejen ned til Clearwater gjorde vi stop ved Spahats Creek Falls. Stedet har en lige så lang og særpræget historie som de to øvrige vandfald i området, og ligger i et lige så smukt landskab. Især er det spændende, hvordan stedet er dannet gennem millioner af år. Først med vulkansk aktivitet, så med istid og gletsjere og siden hen har vandet langsom slebet sig gennem fjeldet og dannet vandfaldet. 

Inden vi fortsatte mod 100 Mile House, provianterede vi i Clearwater. Vi besøgte supermarkedet og BC Liquor Stores, som er statens vinhandel. Her er udvalget både billigere og større.

Vi havde sat forventningerne højt for turen langs Highway 24. Så da vi svingede ind på ruten, regnede vi med en 200 km lang hyggetur med masser at se på. Men realiteterne var, at der var masser af søer og meget skov, så det var begrænset, hvad man kunne se. Det blev en kedelig lang tur. Det eneste nye vi så var et rådyr, der stod i vejkanten og hyggede sig, da vi passerede Sheridan Lake. Det første firbenede vilde dyr, vi har set på vores tur.

Hen på eftermiddagen var vi fremme ved 100 Mile House. Efter lidt søgen fandt vi frem til 108 Mile Ranch Ressort, som i alt stilhed ligger på en højslette i 946 meter højde med en flot udsigt. På guldgraver ruten til Barkerville.

Vi spiste til aften på The Hanger, som er en restaurant, der hører til stedet. Straks da vi trådte ind af døren, kunne vi mærke, at vi var ude på prærien. Hele lokalet var fyldt med mænd. Der var mandeaften og stemningen var høj. Men de syntes, at det var vældig sjovt at få besøg fra Danmark. Servitricen hed Nicola, men blev af de hærdebrede kaldt for Nik. Og så blev der snakket fiskeri, jagt, ishockey og golf i et væk. Nik fortalte, med det sødeste smil, at hun oprindelig kom fra Holland, og hendes bedste veninde var fra Køge. Jo, der var en fin stemning. Og så fik vi kogt laks som aldrig før. Vi blev hurtigt en del af den gode stemning, og de lokale ville vide, hvordan man sagde goddag og farvel på dansk. Det var en sjov og fin aften.

Clearwater – Dawson Falls and Helmcken Falls

Hele natten pjaskede det ned. Vi kunne høre regnens trommen på taget, og så er det dejligt at at være inde. Heldigvis var regnen forsvundet her til morgen, så vi kunne møde dagen med fint vej. Flot at se morgentågen og de lavthængende skyer over bjergene.

Efter morgenmaden fik vi nogle tips i receptionen, hvor der ville være noget at se. Vi fik udpeget Dawson Falls, Helmcken Falls og udkigstårnet på Green Mountain.

Dawson Falls bliver lokalt omtalt som Clearwaters Niagara vandfald. Vandfaldet ligger knap fem kilometer fra Lodgen, så det tog kun 10 minutter at komme frem. Fra parkeringspladsen er der en vandresti langs Murtle River ned til det sted, der giver den bedste udsigt til vandfaldet.

Regntågen fra vandfaldet giver en dejlig frisk og kølig luft, og det er med til at sætte stemningen på vejen hen til vandfaldet.

Det er forståeligt, at turister lader sig imponere af det spektakulære syn, når vandet over hele flodens bredde knækker i sit fald og buldre ned mod Clearwater River. En hel gruppe japanske fotoentusiaster kom lige efter os ,og vi kunne konstatere, at det ikke var udstyr de manglede. De havde åbenbart en passion for vandfald.

Det næste stop var Helmcken Falls. Vandfaldet ligger fem kilometer længere nede af floden. Lige før Clearwater River. Her samler vandstrømmen sig og falder brat godt 135 meter. Det er et imponerende syn, og man kan godt undre sig over, at dette sceneri har stået på i millioner af år. Det er svært at løsrive sig fra tankerne om, hvordan det hele er opstået. Hele stede efterlader et tidløst perspektiv, når man i fred og ro iagttager sceneriet. Regntågerne der piskes op og danner små skyer, er imponerende at se på, når vandet rammer bunden af kløften.

Vi besluttede, at det var dagens udflugt, men vi tog alligevel op på Green Mountain på turen tilbage til Lodgen. Værtsparret på hotellet havde fortalt os, nærmest som en sidebemærkning, at det var et interessant sted at besøge. Man kan fra udkigstårnet, som ligger i 1017 meters højde se en 360 graders udsigt over hele Wells Gray Provincial Park. Det er et sted som ofte glemmes af turister. Så vi tog turen de fire kilometer op ad den ramponerede vej til topen af Green Mountain, og nød udsigten fra tårnet. Vejret var nogenlunde klart, så vi kunne se det meste.

Clearwater – en regnfuld dag på vej til Wells Gray Park

Vejret er skiftet natten over. Det ser ud til, at det varme solrige vejr er på retur, og det regnfulde vejr er på vej ind over Jasper. Vi tjekkede ud i gråvejr og kørte mod Valemount og Clearwater. Og så begyndte det at regne. Først stille og så med stigende kraft. Det nærmest pjaskede ned. Kort før Valemount gjorde vi et kort stop, og der fik vi fortalt, at et større uvejr havde passeret området om natten og slået dele af elforsyningen ud, så et stort område i provinsen var uden strøm..

Men vi kom uden nogen vanskeligheder til Clearwater, trods det massive regnvejr. GPSén tabte imidlertid tråden ved bygrænsen, så vi besøgte turistinformationen (Visitor Center) for at få nogle tips om området og for at finde vores Lodge. Vi havde fundet vejen, men vi havde ikke forestillet os, at vejen var 35 km lang og Lodgen lå forenden af den. Men sådan er det i Canada. Alt er stort. Det gælder også afstande.

Vel ankommet til Helmcken Falls Lodge blev vi godt modtaget. Venlig og hjælpsomt blev vi tjekket ind og til vores overraskelse opgraderet til en ægte bjælkehytte. Det var bare super. Vi fik også mulighed for at låne stedets satellit forbindelse til internettet mod en beskeden betaling.

Vi var rigtigt kommet på landet. Det var sjovt også at se den side af Canada. Med hestefolde og enge lige uden for døren. Pænt rammet ind af bjerge i horisonten.

Fra Lodgen er der let adgang til områdets attraktioner, og i morgen skal vi bl.a skal se Dowson Falls og Helmcken Falls inde i Wells Gray Park.

Men i aften skal vi prøve restauranten i Helmcken Falls Lodge som på turistkontoret fik et rigtigt flot skudsmål. Det bliver spændende at se, hvad de kan klare.

Det gik rigtig godt. Vi fik serveret en canadisk ørred med grøntsager og gratinerede kartofler i en velfungerende restaurant.

Jasper - Maligne Lake og Spirit Island

I dag har vi kun et punkt på programmet Vi har valgt at tage en tur til Maligne Lake, som ligger en lille times kørsel fra Jasper. Vejret er perfekt, og søen var nem at finde. Lige uden for Jasper kørte vi over broen til Maligne Lake Road, og fulgte så vejen de næste 38 km gennem et af de mest vildt rige områder i Rocky Mountains. Mange vejskilte advarede mod dyr på vejbanen og lav hastighed. Max 60 km. Vi forventede derfor at se dyr langs vejen, men alt var fredeligt. Vi så ingen spor af dyr.

Maligne Lake er et rekreativt område, som ligger i ca 600 m højde, og der er adgang til mange aktiviteter. Den mest kendte er en rundtur på søen, der varer 1½ time, hvor højdepunktet er et 15 minutters ophold ved den maleriske lille ø "Spirit Island", i sydenden af Maligne Lake. 

Turguiden fortalte, at øen blev kendt, da en amatørfotograf sendte billedet ind til en Kodak fotokonkurrence og vandt første prisen. Som anerkendelse blev billedet forstørret op i et kæmpeformat og placeret på en væg midt i New York's Central Station, hvor det hang i flere perioder. Billedet gav så meget opmærksomhed for Maligne Lake og Spirit Island, at det blev symbolet på ånden i de Canadiske Rocky Mountains. Bådturen rundt i den maleriske sø bedømmes til at være en af de smukkeste i hele Canada.

På turen tilbage fra Spirit Island, fik vi en god forklaring på, hvorfor vi ikke ser vilde dyr og især bjørne, som Canada er så berømt for.

Vores turguide forklarede, at om efteråret har dyrene kun et i hovedet, og det er at spise sig tykke og fede, så de kan klare vinteren. Derfor følger de modningen af bær og rødder, som sker tidligt i de lavt liggende områder, og senere på året højere oppe i bjergene. Så i september er de fleste dyr trukket op i bjergene og væk fra de områder som mennesker færdes i. Derfor ser man dem ikke nu.

Af samme grund bliver mange vandrestier, der går op i bjergene lukket, fordi dyrene har brug for fred til at spise. Især er bjørnene meget aktive, og de bliver farlige, hvis de bliver forstyret. 

Jasper by hører til Jasper National Park og fungerer som et lille servicecenter for alle tilrejsende. Både med bus, tog og bil. Patrica Street er sammen med Connaught Drive de to vigtigste indkøbsgader i Jasper. Byen er meget behagelig at færdes i og ikke så turist præget som Banff, men der er masser af hoteller, souvenirbutikker, gallerier, restauranter, outdoor-butikker. Et par gode supermarkeder er der også.

I morgen begynder turen tilbage mod Vancouver og Vancouver Island.

Jasper By

Jasper - Icefields Parkway i høj sol

I dag starter turen på en af verdens smukkeste landeveje, Icefields Parkway. Parkvejen slanger sig 232 km gennem dalene mellem sneklædte bjergkæder med gletsjere mod nord gennem de store nationalparker Banff og Jasper . Vejret er fortsat helt forrygende. 10 grader klar og frisk luft, en krystal klar blå himmel og sol.

Vi kørte gennem betalingsanlægget ved titiden, og så kunne vi bare nyde det ene postkort sceneri efter det andet. Det gik ret hurtigt op for os begge, at det ville blive en tur med mange indtryk, og mange ting vi måtte springe over. Men vi lod os overrumple ved Hector Lake hvor Bow River  ligger tæt på bjerget Crowfoot. En helt eventyrlig formiddags stemning hvor bjergene spejlede sig i det blanke farvede vand.

Vi fortsatte videre forbi Payto Lake og ved Saskatchewan Crossing lagde vi mærke til, at løvtræerne langs vejen var begyndt at få efterårsfarver. Hele tiden kunne vi se det ene betagende bjerglandskab efter det andet. Det var næsten for meget. Vi talte om, hvordan det ville have set ud, hvis det havde været køligere og landskabet havde fået et drys sne.

Efter adskillige fotostop på vejen og opstigningen gennem Sunwapta Passet nåede vi midt på dagen frem til Icefield Centret. Centret ligger der hvor Banff og Jasper national park mødes. Det er et stort informationscenter, der fortæller om de store gletsjeres udvikling og klimaets påvirkning af isen.

Fra centret kørte vi med en specialbus ud på gletsjeren Columbia Icefield, for at opleve og se den på nært hold. På den ca. 1½ times tur fortalte chaufføren om, hvordan klimaet de sidste par hundrede år drastisk har påvirket gletsjerens udviklingen. På turen tilbage til centret så vi nogle billeder, der var tager med 100 års mellemrum og viste hvor massivt gletsjeren var svundet ind. Oppe på isen tale vi med et dansk par, der havde været på gletsjeren for fem år siden. De kunne bekræfte de skræmmende store forandringer.

Fra Icefield centret gjorde vi et kort stop ved Tangle Creek for at se vandfaldet, og kort før Jasper var vi inde ved Athabasca vandfaldet, der med øredøvende kraft bringer Athabasca flodens vand videre mod nord og øst mod sine udløb. Desværre har vi endnu ikke set nogen af de mange typer af vilde dyr, som Canada ellers er kendt for. 

Det har været en travl og begivenhedsrig dag med masser af indtryk. Så i morgen sætter vi tempoet ned og tager ud til Maligne Lake.

Athabasca vandfaldet

Lake Louise og Bow Vally Parkway

I dag starter vi turen mod nord til Lake Louise. En ganske kort distance, før køreturen til Jasper ad Icefields Parkway. Vi kom først afsted kl. 10, og det var for sent til de store vildt oplevelser, for dyrene er mest aktive, når solen står op, og når den går ned.

Vi kørte ad Bow Vally Parkway, som er den gamle hovedvej HWy1A. Vejen går parallelt med HWy1 og den trans-canadiske jernbane. Det lyder voldsomt, men det sker så hensynsfuldt, at man ikke mærker de store trafiksystemer i den flotte natur. 

Naturen og dyrelivet har i dette område skabt sig et enestående fristed med unique naturværdier. Det var derfor vi valgte at køre den vej, for det kunne være, vi var heldige og få et godt billede af en bjørn. 

Undervejs gjorde vi nogle stop ved Muleshoe for at se udsigten over Bow River. Ved Johnston Canyon for at se på vandfald. Ved Baker Creek Mountain resort for at se, hvordan en moderne lodge er indrettet, så den hensynsfuldt falder ind i naturen. Vi gjorde også et stop ved Morants Curve, hvor man kan fotografere de enorme togstammer som passerer her, før de køre gennem Lake Louise og videre på tværs af Canada.

Canadierne tager det let med deres adresser. Den adresse vi havde fået oplyst på vores hotel fandtes ikke i vores GPS. Heldigvis var der et turistkontor midt i byen som hjalp os på rette vej.

Turen gik derefter ud til Lake Louise for at opleve den flotte smaragd blå bjergsø og se det fantastiske hotel The Fairmont Chateau. Der er i virkeligheden tale om et overdrevet flot og gammelt klassisk kæmpehotel i samme stil, som det der ligger i Banff, og som også har historisk forbindelse til den canadiske jernbane. Lake Louise er et meget kendt turistmål, og det bære det tydeligt præg af. Flot er det alligevel, med det smaragd farvede vand, bjergene og de sneklædte bjergtoppe.

Fra Lake Louise kørte vi ud til Lake Moraine for at opleve det specielle sceneri, der er i forbindelse med søen, som ligger i 1,885 meters højde og har en helt speciel blå farve. Vi syntes nu at den flotte bjergsø Emerald Lake i Yoho National park slog alt, selvom Lake Moraine også er utrolig smuk.