Viser opslag med etiketten gummistøvler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gummistøvler. Vis alle opslag

mandag den 23. september 2013

Tofino – strandtur, skiftende vejr og en tur på havnen

Utroligt at vågne til en flot og solrig morgen. Efter den krævende tur til Tofino i går, var det forunderligt at opleve, hvordan den flotte natur er i pagt med det skiftende vejr. Naturen,solskinsvejr, gråvejr og regnbyger er del af magien ved at være her.
Flere af hotellets gæster betragter vejret og naturen som den væsentligste kvalitet ved at være her. Selv Lodgen lægger vægt på det forunderlige vejr ved at stille regnfrakker og gummistøvler til rådighed for dem, der gerne vil trave langs stranden i det omskiftelige vejr.

En anden kvalitet ved stedet er, at de kun serverer økologisk og hjemmelavet mad. Hvem kan sige nej til et morgenbord, hvor der er kvalitet over hele linjen. Det er skønt at sætter tænderne i hjemmebag, der lige er taget ud af ovnen, det løfter stemningen blandt de spisende gæster.

Det samme koncept gentager de til aftensmaden. Der er ikke en egentlig restaurant, men man kan tilmelde sig dagens middag inde kl 16. Og så er der hjemmebagte småkager til aftenkaffen.

Den tilbagelænede holdning som Tofino har, så vi her til morgen hvor et opslag bekendtgjorde, at elselskabet ville lukke for strømmen i hele området mellem kl. 8 og 16.30. Så kl 08.15 var det slut med Internet og lys. En stor lettelse sagde nogen. Her tager ting den nødvendige tid. Som lovet var der lys igen som planlagt. Gad vide hvordan man ville reagere i Hillerød, hvis man gjorde det samme der.

Jette havde fået et tip, at vi skulle gå ned gennem parken med de høje og gamle træer og gå langs den store strand. Helst om formiddagen hvor det var lavvandet. Det skulle være en fin oplevelse, at se de store bølger, mærke vinden og se surferne boltre sig i havet. Så op ad formiddagen og i solskinsvejr tog vi regnfrakkerne på og gav os afsted. Vi kunne lige så godt indstille os på ,at der ville komme nogle byger. Turen på stranden var dejlig, og vi nød at gå i den friske luft i det skiftende vejr.

Hen på eftermiddagen kørte vi en tur til Tofino by, som også er centrum for det lokale fiskeri, og den turistindustri der bærer hovedparten af den lokale økonomi. I receptionen havde de fortalt os, at det var godt at spise hos Jacks som lå på vejen og tæt på byen.

Der spiste vi sent frokost, og fik en Jack Burger og en Club Sandwich. Det er vel overflødigt at komme ind på størrelsen. Men vi kom igennem dem.

Vi har haft en fantastisk dag, hvor vi har været rundt at se den meget specielle og utroligt flotte natur, som er her. Det er et sted der kræver mindst to dages opmærksomhed og gerne flere. Det er et dejligt afslappende sted, hvis man er til flot natur og Tofino vejr.