Viser opslag med etiketten New York's Central Station. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York's Central Station. Vis alle opslag

søndag den 15. september 2013

Jasper - Maligne Lake og Spirit Island

I dag har vi kun et punkt på programmet Vi har valgt at tage en tur til Maligne Lake, som ligger en lille times kørsel fra Jasper. Vejret er perfekt, og søen var nem at finde. Lige uden for Jasper kørte vi over broen til Maligne Lake Road, og fulgte så vejen de næste 38 km gennem et af de mest vildt rige områder i Rocky Mountains. Mange vejskilte advarede mod dyr på vejbanen og lav hastighed. Max 60 km. Vi forventede derfor at se dyr langs vejen, men alt var fredeligt. Vi så ingen spor af dyr.

Maligne Lake er et rekreativt område, som ligger i ca 600 m højde, og der er adgang til mange aktiviteter. Den mest kendte er en rundtur på søen, der varer 1½ time, hvor højdepunktet er et 15 minutters ophold ved den maleriske lille ø "Spirit Island", i sydenden af Maligne Lake. 

Turguiden fortalte, at øen blev kendt, da en amatørfotograf sendte billedet ind til en Kodak fotokonkurrence og vandt første prisen. Som anerkendelse blev billedet forstørret op i et kæmpeformat og placeret på en væg midt i New York's Central Station, hvor det hang i flere perioder. Billedet gav så meget opmærksomhed for Maligne Lake og Spirit Island, at det blev symbolet på ånden i de Canadiske Rocky Mountains. Bådturen rundt i den maleriske sø bedømmes til at være en af de smukkeste i hele Canada.

På turen tilbage fra Spirit Island, fik vi en god forklaring på, hvorfor vi ikke ser vilde dyr og især bjørne, som Canada er så berømt for.

Vores turguide forklarede, at om efteråret har dyrene kun et i hovedet, og det er at spise sig tykke og fede, så de kan klare vinteren. Derfor følger de modningen af bær og rødder, som sker tidligt i de lavt liggende områder, og senere på året højere oppe i bjergene. Så i september er de fleste dyr trukket op i bjergene og væk fra de områder som mennesker færdes i. Derfor ser man dem ikke nu.

Af samme grund bliver mange vandrestier, der går op i bjergene lukket, fordi dyrene har brug for fred til at spise. Især er bjørnene meget aktive, og de bliver farlige, hvis de bliver forstyret. 

Jasper by hører til Jasper National Park og fungerer som et lille servicecenter for alle tilrejsende. Både med bus, tog og bil. Patrica Street er sammen med Connaught Drive de to vigtigste indkøbsgader i Jasper. Byen er meget behagelig at færdes i og ikke så turist præget som Banff, men der er masser af hoteller, souvenirbutikker, gallerier, restauranter, outdoor-butikker. Et par gode supermarkeder er der også.

I morgen begynder turen tilbage mod Vancouver og Vancouver Island.

Jasper By