fredag den 20. september 2013

Whistler – Indianerland, Fraser Canyon og runaway lanes

Den tidlige morgensol spejlede sig i 108 Lake og hele horisonten stod krystalblå med små striber af hvide skyer. Der var rigtig prærie stemning, da vi spiste morgenmad og hjemmelavede vafler.

Vi havde bestemt os for at at tage tidligt afsted. Turen til Whistler er lang og med meget bjergkørsel. Vi ville have god tid, for der er meget at se. På den første del af turen flugte vi den gamle guldgraverrute ned forbi Clinton. Selvom der ikke er meget at se, af den voldsomme aktivitet fra dengang, så har guldgraverne sat sit præg på området.

Midt imellem Clinton og Cache Creek svingede vi ind på Pavilion road (Hwy 99), som ad en snørklet vej førte os op over Mount Pavillion med udsigt til flotte bjerge. Dejligt at vejret var godt,
for turen på den smalle vej kunne have været udfordrerne, hvis det havde regnet. Området vi kørte i, tilhører det folk canadierne kalder ”First Nation People”. Dvs. oprindeligt indianere. Det var tydeligt, at levestandarden her ikke var, som vi var vant til at se.

Fra Pavilion følger vejen Fraser Canyon hvor floden Fraser løber. Det er Canadas tredje længste flod, som efter at have slidt sig igennem bjergmassiverne 1370 km, har sit udløb ved Vancouver. Her udspiller der sig hvert år et fantastisk laksefiskeri fra midten af september til begyndelsen af november.

Fraser Canyon har en flot og imponerende natur, og der er meget at se. Men det er alligevel trist, at man har valgt at føre massive mængder af højspændings ledninger gennem bjergene lige her. Man får nemt det indtryk, at man kører igennem et industriområde, selvom det ikke er tilfældet.

Lillooet var omdrejningspunktet for guldgraver feberen og 0 mile house, starten for ruten til Barkerville. På den tid var Lillooet den største by vest for Chicago og nord for San Francisco, og det siger noget om den tid. I dag er det bare en mindre provinsby, der forsøger at klare sig. Vi besøgte bymuseet, og fik nogle tip for vores videre færd mod Pemberton. Guiden gjorde os opmærksom på, at turen var udfordrende på grund af de voldsomme stigninger og især nedstigninger. Vejen falder mange steder med 13 %. Så det var vigtigt, at være opmærksom på bremser og automatgear, som nemt kunne løbe varme på ruten. Efter at have spist frokost, kørte vi videre med ny chauffør. Jette ville gerne have afløser på den del af turen.

Det blev en krævende tur. Jeg tror aldrig, at vi nogen sinde har kørt i så varieret terræn. Turen op var enkel nok, men lidt af en prøvelse, at køre det lange træk ned forbi Duffey Lake og videre til Pemberton. Og at man skulle tage rådet fra Lillooet alvorligt var tydeligt nok. Flere steder var der på nedturen risikoskilte med anvisninger og vigepladser, hvor man kunne tjekke bremserne. Mange steder var der ”Runaway Lanes”. Dvs. stigende vejbaner der kunne svinges ind på, hvis bremserne skulle svigte. Så vi fik prøvet kræfter med Chrysleren ved den lejlighed. Men vi kom sikkert til Whistler. Vores gode ven GPSén førte os sikker til The Chrystal Lodge, der ligger lige midt i byen. Meget stort og flot hotel i gå afstand til alt, med opvarmet parkering i kælderen. 300 kr. for 2 dage.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar