tirsdag den 17. september 2013

Clearwater – Dawson Falls and Helmcken Falls

Hele natten pjaskede det ned. Vi kunne høre regnens trommen på taget, og så er det dejligt at at være inde. Heldigvis var regnen forsvundet her til morgen, så vi kunne møde dagen med fint vej. Flot at se morgentågen og de lavthængende skyer over bjergene.

Efter morgenmaden fik vi nogle tips i receptionen, hvor der ville være noget at se. Vi fik udpeget Dawson Falls, Helmcken Falls og udkigstårnet på Green Mountain.

Dawson Falls bliver lokalt omtalt som Clearwaters Niagara vandfald. Vandfaldet ligger knap fem kilometer fra Lodgen, så det tog kun 10 minutter at komme frem. Fra parkeringspladsen er der en vandresti langs Murtle River ned til det sted, der giver den bedste udsigt til vandfaldet.
Regntågen fra vandfaldet giver en dejlig frisk og kølig luft, og det er med til at sætte stemningen på vejen hen til vandfaldet.

Det er forståeligt, at turister lader sig imponere af det spektakulære syn, når vandet over hele flodens bredde knækker i sit fald og buldre ned mod Clearwater River. En hel gruppe japanske fotoentusiaster kom lige efter os ,og vi kunne konstatere, at det ikke var udstyr de manglede. De havde åbenbart en passion for vandfald.

Det næste stop var Helmcken Falls. Vandfaldet ligger fem kilometer længere nede af floden. Lige før Clearwater River. Her samler vandstrømmen sig og falder brat godt 135 meter. Det er et imponerende syn, og man kan godt undre sig over, at dette sceneri har stået på i millioner af år. Det er svært at løsrive sig fra tankerne om, hvordan det hele er opstået. Hele stede efterlader et tidløst perspektiv, når man i fred og ro iagttager sceneriet. Regntågerne der piskes op og danner små skyer, er imponerende at se på, når vandet rammer bunden af kløften.

Vi besluttede, at det var dagens udflugt, men vi tog alligevel op på Green Mountain på turen tilbage til Lodgen. Værtsparret på hotellet havde fortalt os, nærmest som en sidebemærkning, at det var et interessant sted at besøge. Man kan fra udkigstårnet, som ligger i 1017 meters højde se en 360 graders udsigt over hele Wells Gray Provincial Park. Det er et sted som ofte glemmes af turister. Så vi tog turen de fire kilometer op ad den ramponerede vej til topen af Green Mountain, og nød udsigten fra tårnet. Vejret var nogenlunde klart, så vi kunne se det meste.

mandag den 16. september 2013

Clearwater – en regnfuld dag på vej til Wells Gray Park

Vejret er skiftet natten over. Det ser ud til, at det varme solrige vejr er på retur, og det regnfulde vejr er på vej ind over Jasper. Vi tjekkede ud i gråvejr og kørte mod Valemount og Clearwater. Og så begyndte det at regne. Først stille og så med stigende kraft. Det nærmest pjaskede ned. Kort før Valemount gjorde vi et kort stop, og der fik vi fortalt, at et større uvejr havde passeret området om natten og slået dele af elforsyningen ud, så et stort område i provinsen var uden strøm..

Men vi kom uden nogen vanskeligheder til Clearwater, trods det massive regnvejr. GPSén tabte imidlertid tråden ved bygrænsen, så vi besøgte turistinformationen (Visitor Center) for at få nogle tips om området og for at finde vores Lodge. Vi havde fundet vejen, men vi havde ikke forestillet os, at vejen var 35 km lang og Lodgen lå forenden af den. Men sådan er det i Canada. Alt er stort. Det gælder også afstande.
Vel ankommet til Helmcken Falls Lodge blev vi godt modtaget. Venlig og hjælpsomt blev vi tjekket ind og til vores overraskelse opgraderet til en ægte bjælkehytte. Det var bare super. Vi fik også mulighed for at låne stedets satellit forbindelse til internettet mod en beskeden betaling.

Vi var rigtigt kommet på landet. Det var sjovt også at se den side af Canada. Med hestefolde og enge lige uden for døren. Pænt rammet ind af bjerge i horisonten.

Fra Lodgen er der let adgang til områdets attraktioner, og i morgen skal vi bl.a skal se Dowson Falls og Helmcken Falls inde i Wells Gray Park.

Men i aften skal vi prøve restauranten i Helmcken Falls Lodge som på turistkontoret fik et rigtigt flot skudsmål. Det bliver spændende at se, hvad de kan klare.

Det gik rigtig godt. Vi fik serveret en canadisk ørred med grøntsager og gratinerede kartofler i en velfungerende restaurant.

søndag den 15. september 2013

Jasper - Maligne Lake og Spirit Island

I dag har vi kun et punkt på programmet Vi har valgt at tage en tur til Maligne Lake, som ligger en lille times kørsel fra Jasper. Vejret er perfekt, og søen var nem at finde. Lige uden for Jasper kørte vi over broen til Maligne Lake Road, og fulgte så vejen de næste 38 km gennem et af de mest vildt rige områder i Rocky Mountains. Mange vejskilte advarede mod dyr på vejbanen og lav hastighed. Max 60 km. Vi forventede derfor at se dyr langs vejen, men alt var fredeligt. Vi så ingen spor af dyr.

Maligne Lake er et rekreativt område, som ligger i ca 600 m højde, og der er adgang til mange aktiviteter. Den mest kendte er en rundtur på søen, der varer 1½ time, hvor højdepunktet er et 15 minutters ophold ved den maleriske lille ø "Spirit Island", i sydenden af Maligne Lake. 

Turguiden fortalte, at øen blev kendt, da en amatørfotograf sendte billedet ind til en Kodak fotokonkurrence og vandt første prisen. Som anerkendelse blev billedet forstørret op i et kæmpeformat og placeret på en væg midt i New York's Central Station, hvor det hang i flere perioder. Billedet gav så meget opmærksomhed for Maligne Lake og Spirit Island, at det blev symbolet på ånden i de Canadiske Rocky Mountains. Bådturen rundt i den maleriske sø bedømmes til at være en af de smukkeste i hele Canada.

På turen tilbage fra Spirit Island, fik vi en god forklaring på, hvorfor vi ikke ser vilde dyr og især bjørne, som Canada er så berømt for.

Vores turguide forklarede, at om efteråret har dyrene kun et i hovedet, og det er at spise sig tykke og fede, så de kan klare vinteren. Derfor følger de modningen af bær og rødder, som sker tidligt i de lavt liggende områder, og senere på året højere oppe i bjergene. Så i september er de fleste dyr trukket op i bjergene og væk fra de områder som mennesker færdes i. Derfor ser man dem ikke nu.

Af samme grund bliver mange vandrestier, der går op i bjergene lukket, fordi dyrene har brug for fred til at spise. Især er bjørnene meget aktive, og de bliver farlige, hvis de bliver forstyret. 

Jasper by hører til Jasper National Park og fungerer som et lille servicecenter for alle tilrejsende. Både med bus, tog og bil. Patrica Street er sammen med Connaught Drive de to vigtigste indkøbsgader i Jasper. Byen er meget behagelig at færdes i og ikke så turist præget som Banff, men der er masser af hoteller, souvenirbutikker, gallerier, restauranter, outdoor-butikker. Et par gode supermarkeder er der også.

I morgen begynder turen tilbage mod Vancouver og Vancouver Island.

Jasper By