Tofino – masser af regn og krævende bjergkørsel

Det ser ud til, at vi er på vej ind i en periode med køligere vejr. Skyerne hang tæt og lavt over Whistler, da vi forlod byen i silende regn. I dag skal vi til Tofino på Vancouver Island. Det er en temmelig lang tur med en indlagt sejltur over Georgia strædet. Vi havde regnet med, der ville være en del at kigge på undervejs. Men den tætte regn og de lavthængende skyer gjorde hele turen ned til Squamish og videre til Horseshoe Bay til en trist affære. Der er ellers rigtig mange højtliggende udsigtspunkter langs vejen, så det vil helt sikkert være en drømmetur, når solen skinner.

Vi skulle sejle fra Horseshoe Bay til Nanaimo på Vancouver Island. Så vi var noget spændte på, om vi kunne finde færgelejet. Vi havde en fornemmelse af, at det ville blive lidt besværligt, når vi kom fra Whistler siden. Det skulle vise sig at holde stik. Afmærkning og tilkørslen er temmelig rodet, og det lykkedes da også at tabe tråden lige som vores GPS. Heldigvis fik vi hjælp af en meget venlig mand. Så vi fandt hurtigt, den rigtige vej til færgelejet. Desværre lidt for sent til den planlagte afgang. Så det kostede os to timer ekstra ventetid.

Men midt på eftermiddagen var der plads, så vi kom med. Vi var overrasket over, hvor stor færgen var, og hvor mange passagerer, biler, autocampere og trucks den rummede. Forbavsende meget trafik på den tid af året, der ellers er lavsæson.

De har en WhiteSpot familierestaurant ombord, og er kendt for at servere god mad til overkommelige priser. Så vi fik laks og kylling som en kombineret frokost og aftensmad.

Kvart over fem kørte vi fra borde i Nanaimo, med udsigt til en 200 km lang køretur mod Tofino. En flot og imponerende men lang snørklet og krævende vej. Det blev en ca.3 timer lang køretur i bjergene, hvor det gradvis blev mørkere og vejen smallere. Med op og nedstigninger på 18 procent. Til tider så mørkt og smalt, at vi kun kunne køre 30 km i timen.

Det blev en tur, vi sent vil glemme, men vores GPS viste vejen i mørket. Regnen var stoppet og stjernerne glimtede over os i den friske og klare luft, da vi var fremme. Vi var glade og lettet, da vi forenden af den lange vej kunne parkere foran Middle Beach Lodge, At the Beach.

Hjemmebagte småkager og varm chokolade stod klar til os. Det var lige det, vi trængte til efter en meget lang og krævende rejsedag. Dejligt at falde i søvn til lyden af bølgebruset fra Stillehavet.  

Whistler – en flot, aktiv og levende by

Det støvregnede lidt her til morgen. Men med alt vejr, og især i bjergrige egne skifter det nemt. Hen på formiddagen forsvandt mange af skyerne, og solen kom frem. Ud af vinduet fra vores hotellejlighed kunne vi se, at der var begyndt at komme mange mennesker på gågaden. Så vi gik en tur for at se byen an, kigge på forretninger og hvad der ellers var.

Man får en fornemmelse af at befinde sig i en europæisk alpeby, når man færdes. Der er nok god grund til at holde fast ved den tanke og huske på, at byen fik en renæssance i forbindelse med det Vinter Olympiske og Paralympiske Vinterleje i 2010. Ved den lejlighed blev byen gennemgribende sat i stand, så den i dag er en flot og velfungerende by.

Selv om Whistler er mest kendt som skisportssted, kan vi se at sensommeren også tiltrækker mange, der vil vandre og cykle i de fantastiske bjerge som omgiver byen. Den nærmest summer af mennesker i alle aldre og nationaliteter, Især besøger mange unge fra Australien Whistler, fortalte den unge tjener i hotellets restaurant. Hun kom selv derfra.

I det hele taget er byen livlig og levende at færdes i. Måske fordi de fleste af gaderne er indrettet kun for gående. Det giver en helt speciel stemning, når alle motoriserede køretøjer er væk fra gadebilledet

Vi havde fra første dag lagt mærke til, at der kom mange glade mennesker af begge køn i alle aldre, trækkende med avancerede mountainbikes iført hjelm og udstyr, samt masser af mudder. Men vi kunne ikke se, hvor de kom fra. Så det endte med, at vi gik mod strømmen af mudrede mennesker og fandt ret hurtigt kilden til alle løjerne. Det viste sig, at en af skihejsene var bygget om til at tage både cykler og mennesker med op i Whistler Mountain. Hvor langt de kørte op, fandt vi ikke ud af. Men vi kunne se, når de kom kørende ned af de præparerede baner i et voldsomt tempo. Det var ret sjovt at følge vovehalsene, som næsten alle slap godt fra turen uden af vælte.

Vi havde længe gået og talt om de store canadiske bøffer. Så i aften skulle det være. Det blev til en ”lille bøf” på 240 gram på Ric´s Grill, som hører til hotellet. For de meget sultne var menukortet programsat med kingsize bøffer på 460 gram.

Whistler – Indianerland, Fraser Canyon og runaway lanes

Den tidlige morgensol spejlede sig i 108 Lake og hele horisonten stod krystalblå med små striber af hvide skyer. Der var rigtig prærie stemning, da vi spiste morgenmad og hjemmelavede vafler.

Vi havde bestemt os for at at tage tidligt afsted. Turen til Whistler er lang og med meget bjergkørsel. Vi ville have god tid, for der er meget at se. På den første del af turen flugte vi den gamle guldgraverrute ned forbi Clinton. Selvom der ikke er meget at se, af den voldsomme aktivitet fra dengang, så har guldgraverne sat sit præg på området.

Midt imellem Clinton og Cache Creek svingede vi ind på Pavilion road (Hwy 99), som ad en snørklet vej førte os op over Mount Pavillion med udsigt til flotte bjerge. Dejligt at vejret var godt,

for turen på den smalle vej kunne have været udfordrerne, hvis det havde regnet. Området vi kørte i, tilhører det folk canadierne kalder ”First Nation People”. Dvs. oprindeligt indianere. Det var tydeligt, at levestandarden her ikke var, som vi var vant til at se.

Fra Pavilion følger vejen Fraser Canyon hvor floden Fraser løber. Det er Canadas tredje længste flod, som efter at have slidt sig igennem bjergmassiverne 1370 km, har sit udløb ved Vancouver. Her udspiller der sig hvert år et fantastisk laksefiskeri fra midten af september til begyndelsen af november.

Fraser Canyon har en flot og imponerende natur, og der er meget at se. Men det er alligevel trist, at man har valgt at føre massive mængder af højspændings ledninger gennem bjergene lige her. Man får nemt det indtryk, at man kører igennem et industriområde, selvom det ikke er tilfældet.

Lillooet var omdrejningspunktet for guldgraver feberen og 0 mile house, starten for ruten til Barkerville. På den tid var Lillooet den største by vest for Chicago og nord for San Francisco, og det siger noget om den tid. I dag er det bare en mindre provinsby, der forsøger at klare sig. Vi besøgte bymuseet, og fik nogle tip for vores videre færd mod Pemberton. Guiden gjorde os opmærksom på, at turen var udfordrende på grund af de voldsomme stigninger og især nedstigninger. Vejen falder mange steder med 13 %. Så det var vigtigt, at være opmærksom på bremser og automatgear, som nemt kunne løbe varme på ruten. Efter at have spist frokost, kørte vi videre med ny chauffør. Jette ville gerne have afløser på den del af turen.

Det blev en krævende tur. Jeg tror aldrig, at vi nogen sinde har kørt i så varieret terræn. Turen op var enkel nok, men lidt af en prøvelse, at køre det lange træk ned forbi Duffey Lake og videre til Pemberton. Og at man skulle tage rådet fra Lillooet alvorligt var tydeligt nok. Flere steder var der på nedturen risikoskilte med anvisninger og vigepladser, hvor man kunne tjekke bremserne. Mange steder var der ”Runaway Lanes”. Dvs. stigende vejbaner der kunne svinges ind på, hvis bremserne skulle svigte. Så vi fik prøvet kræfter med Chrysleren ved den lejlighed. Men vi kom sikkert til Whistler. Vores gode ven GPSén førte os sikker til The Chrystal Lodge, der ligger lige midt i byen. Meget stort og flot hotel i gå afstand til alt, med opvarmet parkering i kælderen. 300 kr. for 2 dage.