Whistler – Indianerland, Fraser Canyon og runaway lanes

Den tidlige morgensol spejlede sig i 108 Lake og hele horisonten stod krystalblå med små striber af hvide skyer. Der var rigtig prærie stemning, da vi spiste morgenmad og hjemmelavede vafler.

Vi havde bestemt os for at at tage tidligt afsted. Turen til Whistler er lang og med meget bjergkørsel. Vi ville have god tid, for der er meget at se. På den første del af turen flugte vi den gamle guldgraverrute ned forbi Clinton. Selvom der ikke er meget at se, af den voldsomme aktivitet fra dengang, så har guldgraverne sat sit præg på området.

Midt imellem Clinton og Cache Creek svingede vi ind på Pavilion road (Hwy 99), som ad en snørklet vej førte os op over Mount Pavillion med udsigt til flotte bjerge. Dejligt at vejret var godt,

for turen på den smalle vej kunne have været udfordrerne, hvis det havde regnet. Området vi kørte i, tilhører det folk canadierne kalder ”First Nation People”. Dvs. oprindeligt indianere. Det var tydeligt, at levestandarden her ikke var, som vi var vant til at se.

Fra Pavilion følger vejen Fraser Canyon hvor floden Fraser løber. Det er Canadas tredje længste flod, som efter at have slidt sig igennem bjergmassiverne 1370 km, har sit udløb ved Vancouver. Her udspiller der sig hvert år et fantastisk laksefiskeri fra midten af september til begyndelsen af november.

Fraser Canyon har en flot og imponerende natur, og der er meget at se. Men det er alligevel trist, at man har valgt at føre massive mængder af højspændings ledninger gennem bjergene lige her. Man får nemt det indtryk, at man kører igennem et industriområde, selvom det ikke er tilfældet.

Lillooet var omdrejningspunktet for guldgraver feberen og 0 mile house, starten for ruten til Barkerville. På den tid var Lillooet den største by vest for Chicago og nord for San Francisco, og det siger noget om den tid. I dag er det bare en mindre provinsby, der forsøger at klare sig. Vi besøgte bymuseet, og fik nogle tip for vores videre færd mod Pemberton. Guiden gjorde os opmærksom på, at turen var udfordrende på grund af de voldsomme stigninger og især nedstigninger. Vejen falder mange steder med 13 %. Så det var vigtigt, at være opmærksom på bremser og automatgear, som nemt kunne løbe varme på ruten. Efter at have spist frokost, kørte vi videre med ny chauffør. Jette ville gerne have afløser på den del af turen.

Det blev en krævende tur. Jeg tror aldrig, at vi nogen sinde har kørt i så varieret terræn. Turen op var enkel nok, men lidt af en prøvelse, at køre det lange træk ned forbi Duffey Lake og videre til Pemberton. Og at man skulle tage rådet fra Lillooet alvorligt var tydeligt nok. Flere steder var der på nedturen risikoskilte med anvisninger og vigepladser, hvor man kunne tjekke bremserne. Mange steder var der ”Runaway Lanes”. Dvs. stigende vejbaner der kunne svinges ind på, hvis bremserne skulle svigte. Så vi fik prøvet kræfter med Chrysleren ved den lejlighed. Men vi kom sikkert til Whistler. Vores gode ven GPSén førte os sikker til The Chrystal Lodge, der ligger lige midt i byen. Meget stort og flot hotel i gå afstand til alt, med opvarmet parkering i kælderen. 300 kr. for 2 dage.

108 Mile House – en tur på golfbanen og 108 Lake

Vi har stadig det gode vejr med os, så efter vi havde spist morgenmad kiggede, vi lidt rundt i området. Jette havde dagen før set en T-shirt i receptionen og fået oplyst, at der var mere at se på i golfspillernes Proshop. Så formiddagen startede med at se på tøj. Det endte da også med et køb.

Og så ned mod søerne, som hører med til Ressortet. Det er rigtig september vejr, når det er bedst. Natur, frisk luft,spredte skyer og sol. Hvad mere kan man forlange. Det var også dejligt med lidt motion oven på besøget i The Hanger i går aftes.

På vejrudsigten havde vi set, at der måske kom omslag i vejret hen på eftermiddagen. Så det var dejligt, at vi var kommet afsted i god tid. På vores vandretur mødte vi en dame, som vi spurgte tilråds om området og vandrestierne omkring søerne.

Hun var meget hjælpsom og fortalte om stierne, det rige dyreliv og nævnte også, at bjørne for tid til anden besøgte området. Det var derfor, hun altid havde en solid vandrestav med sig, når hun gik tur langs søerne. Jeg tror hun kunne se, at vi blev lidt urolige over den oplysning, for hun tilføjede hurtigt, at der hende bekendt, ikke var nogen bjørne for tiden. Den eneste dyre aktivitet der var nu, kom fra små grupper rådyr, der drev rundt i området. Og så selvfølgelig en solid bestand af canadagæs, som holdt til ved søerne.

Efter turen rundt om søen gik vi tilbage til Ressortet. På vejen så vi en pølsevogn opstillet midt på golfbanen, så trængende spillere kunne få lidt at spise. Vi tog chancen og købte et par canadiske hotdogs. Lidt specielt, men vi syntes, det hørte med til at være her. Og hotdoggen var rigtig god.

Sjovt at stå ved pølsevognen og se golfspillerne køre rundt i deres små golfcaps. Ingen kunne drømme om at gå de 18 huller. Her kører man fra hul til hul. Motion er noget der foregår i fitnesscentret.

Dejligt, at vi nu er kommet så langt i ferien, at vi har tid til at gøre længere ophold, og give os bedre tid til at se os omkring.

100 Mile House –The Fishing Hwy, på vej til guldgraver ruten

Vi sagde farvel til værtsparret på Helmcken Falls Lodge og fortalte dem, at stedet mindede os meget om Norge, hvor vi havde holdt ferie igennem 30 år. Så vi følte os straks hjemme. Meget afslappende, havde vi nyt den friske og kølige luft om morgenen med rimfrost på græsset.

Da vi fortalte dem, at vi skulle videre til 100 Mile House, sagde de, at turen ad Highway 24 var en meget fin tur, og havde fået tilnavnet The Fishing Highway. Vejen fulgte og passerede 100 fiske søer, så der skulle være meget at se på. Det satte vores forventninger lidt i vejret, da vi forlod stedet. 

På vejen ned til Clearwater gjorde vi stop ved Spahats Creek Falls. Stedet har en lige så lang og særpræget historie som de to øvrige vandfald i området, og ligger i et lige så smukt landskab. Især er det spændende, hvordan stedet er dannet gennem millioner af år. Først med vulkansk aktivitet, så med istid og gletsjere og siden hen har vandet langsom slebet sig gennem fjeldet og dannet vandfaldet. 

Inden vi fortsatte mod 100 Mile House, provianterede vi i Clearwater. Vi besøgte supermarkedet og BC Liquor Stores, som er statens vinhandel. Her er udvalget både billigere og større.

Vi havde sat forventningerne højt for turen langs Highway 24. Så da vi svingede ind på ruten, regnede vi med en 200 km lang hyggetur med masser at se på. Men realiteterne var, at der var masser af søer og meget skov, så det var begrænset, hvad man kunne se. Det blev en kedelig lang tur. Det eneste nye vi så var et rådyr, der stod i vejkanten og hyggede sig, da vi passerede Sheridan Lake. Det første firbenede vilde dyr, vi har set på vores tur.

Hen på eftermiddagen var vi fremme ved 100 Mile House. Efter lidt søgen fandt vi frem til 108 Mile Ranch Ressort, som i alt stilhed ligger på en højslette i 946 meter højde med en flot udsigt. På guldgraver ruten til Barkerville.

Vi spiste til aften på The Hanger, som er en restaurant, der hører til stedet. Straks da vi trådte ind af døren, kunne vi mærke, at vi var ude på prærien. Hele lokalet var fyldt med mænd. Der var mandeaften og stemningen var høj. Men de syntes, at det var vældig sjovt at få besøg fra Danmark. Servitricen hed Nicola, men blev af de hærdebrede kaldt for Nik. Og så blev der snakket fiskeri, jagt, ishockey og golf i et væk. Nik fortalte, med det sødeste smil, at hun oprindelig kom fra Holland, og hendes bedste veninde var fra Køge. Jo, der var en fin stemning. Og så fik vi kogt laks som aldrig før. Vi blev hurtigt en del af den gode stemning, og de lokale ville vide, hvordan man sagde goddag og farvel på dansk. Det var en sjov og fin aften.