Whistler – en flot, aktiv og levende by

Det støvregnede lidt her til morgen. Men med alt vejr, og især i bjergrige egne skifter det nemt. Hen på formiddagen forsvandt mange af skyerne, og solen kom frem. Ud af vinduet fra vores hotellejlighed kunne vi se, at der var begyndt at komme mange mennesker på gågaden. Så vi gik en tur for at se byen an, kigge på forretninger og hvad der ellers var.

Man får en fornemmelse af at befinde sig i en europæisk alpeby, når man færdes. Der er nok god grund til at holde fast ved den tanke og huske på, at byen fik en renæssance i forbindelse med det Vinter Olympiske og Paralympiske Vinterleje i 2010. Ved den lejlighed blev byen gennemgribende sat i stand, så den i dag er en flot og velfungerende by.

Selv om Whistler er mest kendt som skisportssted, kan vi se at sensommeren også tiltrækker mange, der vil vandre og cykle i de fantastiske bjerge som omgiver byen. Den nærmest summer af mennesker i alle aldre og nationaliteter, Især besøger mange unge fra Australien Whistler, fortalte den unge tjener i hotellets restaurant. Hun kom selv derfra.

I det hele taget er byen livlig og levende at færdes i. Måske fordi de fleste af gaderne er indrettet kun for gående. Det giver en helt speciel stemning, når alle motoriserede køretøjer er væk fra gadebilledet

Vi havde fra første dag lagt mærke til, at der kom mange glade mennesker af begge køn i alle aldre, trækkende med avancerede mountainbikes iført hjelm og udstyr, samt masser af mudder. Men vi kunne ikke se, hvor de kom fra. Så det endte med, at vi gik mod strømmen af mudrede mennesker og fandt ret hurtigt kilden til alle løjerne. Det viste sig, at en af skihejsene var bygget om til at tage både cykler og mennesker med op i Whistler Mountain. Hvor langt de kørte op, fandt vi ikke ud af. Men vi kunne se, når de kom kørende ned af de præparerede baner i et voldsomt tempo. Det var ret sjovt at følge vovehalsene, som næsten alle slap godt fra turen uden af vælte.

Vi havde længe gået og talt om de store canadiske bøffer. Så i aften skulle det være. Det blev til en ”lille bøf” på 240 gram på Ric´s Grill, som hører til hotellet. For de meget sultne var menukortet programsat med kingsize bøffer på 460 gram.

Whistler – Indianerland, Fraser Canyon og runaway lanes

Den tidlige morgensol spejlede sig i 108 Lake og hele horisonten stod krystalblå med små striber af hvide skyer. Der var rigtig prærie stemning, da vi spiste morgenmad og hjemmelavede vafler.

Vi havde bestemt os for at at tage tidligt afsted. Turen til Whistler er lang og med meget bjergkørsel. Vi ville have god tid, for der er meget at se. På den første del af turen flugte vi den gamle guldgraverrute ned forbi Clinton. Selvom der ikke er meget at se, af den voldsomme aktivitet fra dengang, så har guldgraverne sat sit præg på området.

Midt imellem Clinton og Cache Creek svingede vi ind på Pavilion road (Hwy 99), som ad en snørklet vej førte os op over Mount Pavillion med udsigt til flotte bjerge. Dejligt at vejret var godt,

for turen på den smalle vej kunne have været udfordrerne, hvis det havde regnet. Området vi kørte i, tilhører det folk canadierne kalder ”First Nation People”. Dvs. oprindeligt indianere. Det var tydeligt, at levestandarden her ikke var, som vi var vant til at se.

Fra Pavilion følger vejen Fraser Canyon hvor floden Fraser løber. Det er Canadas tredje længste flod, som efter at have slidt sig igennem bjergmassiverne 1370 km, har sit udløb ved Vancouver. Her udspiller der sig hvert år et fantastisk laksefiskeri fra midten af september til begyndelsen af november.

Fraser Canyon har en flot og imponerende natur, og der er meget at se. Men det er alligevel trist, at man har valgt at føre massive mængder af højspændings ledninger gennem bjergene lige her. Man får nemt det indtryk, at man kører igennem et industriområde, selvom det ikke er tilfældet.

Lillooet var omdrejningspunktet for guldgraver feberen og 0 mile house, starten for ruten til Barkerville. På den tid var Lillooet den største by vest for Chicago og nord for San Francisco, og det siger noget om den tid. I dag er det bare en mindre provinsby, der forsøger at klare sig. Vi besøgte bymuseet, og fik nogle tip for vores videre færd mod Pemberton. Guiden gjorde os opmærksom på, at turen var udfordrende på grund af de voldsomme stigninger og især nedstigninger. Vejen falder mange steder med 13 %. Så det var vigtigt, at være opmærksom på bremser og automatgear, som nemt kunne løbe varme på ruten. Efter at have spist frokost, kørte vi videre med ny chauffør. Jette ville gerne have afløser på den del af turen.

Det blev en krævende tur. Jeg tror aldrig, at vi nogen sinde har kørt i så varieret terræn. Turen op var enkel nok, men lidt af en prøvelse, at køre det lange træk ned forbi Duffey Lake og videre til Pemberton. Og at man skulle tage rådet fra Lillooet alvorligt var tydeligt nok. Flere steder var der på nedturen risikoskilte med anvisninger og vigepladser, hvor man kunne tjekke bremserne. Mange steder var der ”Runaway Lanes”. Dvs. stigende vejbaner der kunne svinges ind på, hvis bremserne skulle svigte. Så vi fik prøvet kræfter med Chrysleren ved den lejlighed. Men vi kom sikkert til Whistler. Vores gode ven GPSén førte os sikker til The Chrystal Lodge, der ligger lige midt i byen. Meget stort og flot hotel i gå afstand til alt, med opvarmet parkering i kælderen. 300 kr. for 2 dage.

108 Mile House – en tur på golfbanen og 108 Lake

Vi har stadig det gode vejr med os, så efter vi havde spist morgenmad kiggede, vi lidt rundt i området. Jette havde dagen før set en T-shirt i receptionen og fået oplyst, at der var mere at se på i golfspillernes Proshop. Så formiddagen startede med at se på tøj. Det endte da også med et køb.

Og så ned mod søerne, som hører med til Ressortet. Det er rigtig september vejr, når det er bedst. Natur, frisk luft,spredte skyer og sol. Hvad mere kan man forlange. Det var også dejligt med lidt motion oven på besøget i The Hanger i går aftes.

På vejrudsigten havde vi set, at der måske kom omslag i vejret hen på eftermiddagen. Så det var dejligt, at vi var kommet afsted i god tid. På vores vandretur mødte vi en dame, som vi spurgte tilråds om området og vandrestierne omkring søerne.

Hun var meget hjælpsom og fortalte om stierne, det rige dyreliv og nævnte også, at bjørne for tid til anden besøgte området. Det var derfor, hun altid havde en solid vandrestav med sig, når hun gik tur langs søerne. Jeg tror hun kunne se, at vi blev lidt urolige over den oplysning, for hun tilføjede hurtigt, at der hende bekendt, ikke var nogen bjørne for tiden. Den eneste dyre aktivitet der var nu, kom fra små grupper rådyr, der drev rundt i området. Og så selvfølgelig en solid bestand af canadagæs, som holdt til ved søerne.

Efter turen rundt om søen gik vi tilbage til Ressortet. På vejen så vi en pølsevogn opstillet midt på golfbanen, så trængende spillere kunne få lidt at spise. Vi tog chancen og købte et par canadiske hotdogs. Lidt specielt, men vi syntes, det hørte med til at være her. Og hotdoggen var rigtig god.

Sjovt at stå ved pølsevognen og se golfspillerne køre rundt i deres små golfcaps. Ingen kunne drømme om at gå de 18 huller. Her kører man fra hul til hul. Motion er noget der foregår i fitnesscentret.

Dejligt, at vi nu er kommet så langt i ferien, at vi har tid til at gøre længere ophold, og give os bedre tid til at se os omkring.